Den Første Sol I Sprækkerne

Kroppe passerer mig Alle vil se vores by bli' sort De flagrer i natten Som skiftende blink på mit verdenskort Jeg troed' jo, det var dig, jeg sku' mærke, når lyset blev slukket Nu hører jeg kun sukket Fra et ukendt strubehoved Og mærker noget med øjnene lukked' Vrider mig i lænker, der stadig er skarpe efter tusind år Lullet i søvn af en film Og duften af dit bløde hår De svage puritanere, som vi hårdføre danere er skrumpet til Svæver gennem indre by Med klap for begge øjne I en blind tro på løgne og rænkespil Den første sol i sprækkerne af dagen derpå Minder mig om alt det, vi stadig kan nå Og alt det, jeg aldrig vil få Jeg ved, at du stadig kan tænke på mig En kort horisont siger, at stormen er på vej Vi må stå den igennem hver for sig En midlertidig mening, der rammer mig midt på et dansegulv Og flugten derfra til et sted vi kan fylde et bundløst hul Et velkendt system, der ikke flytter en sten, jeg er jo helt alene Og hun er bare endnu en Af alt for mange kroppe Der ikke kan stoppe et stort problem Den første sol i sprækkerne af dagen derpå Minder mig om alt det, vi stadig kan nå Og alt det, jeg aldrig vil få Jeg ved, at du stadig kan tænke på mig Men en kort horisont siger, at stormen er på vej Vi må stå den igennem hver for sig Den smertende sandhed er smukkere end latter i dåseskjul Og kunstige damer, der snurrer reklamernes hamsterhjul Et modepoliti gav os kun ni minutter at leve i Det er derfor, jeg har sat dig fri Det er nemt nok at sige Men ikke at indfri, åh, hvordan stopper vi?