Angst

Tankerne strejfer mig ikke perifert De sparker døren ind, og står så bare og hænger i entreen Svæver som fluer over papiret og nægter at sætte sig, Scenen er sat, sydfynsk selvbedrag, bord dæk dig, Men jeg klapper ivrigt ved følelsen ved nakkehvirvlen Sådan en rigtig menneskefølelse! Den endeløse, hårrejsende tvivlen. I pendulfart mellem sindssygen og sindsroen For misbruget avler mistroen, avler at pette med depressionen. Jeg løfter skamfuldt op i kjolen på hver en diagnose Sætter mit lille komma i det her djævlens værk, finder ro. For jeg kan mærke helt herinde, at vi skal helt derud, helt derned Med fingrene i karakterbogen på ligegyldigheden. Min angst må forløses i længsel Og i syner af rædsel og nød Jeg har længtes mod skibskatastrofer Mod hærværk og pludselig død Jeg har længtes mod brændende byer Mod menneskeracer på flugt Et opbrud der ramte alverden Et jordskælv som kaldtes guds tugt. Dæmonerne driver fra havn i øjnene på en generation der marcherer gaderne i hjemløse savn. Jeg møder mine i øjenhøjde bag persienner Hånd i hånd med en kender der fortæller Vi afskriver os selvmordets luksus når vi bliver forældre. Jeg trækker Vesterbro hen over mig Krampagtigt, krumrygget Det drypper ned fra natten, Rundhåndet fra mundstykket Det er en bittersød symfoni, foreviget på deres arme, Og de griner den ud i natten, lige nok til at dække for arene Men kig mig i øjnene, der er minestrygere i orkestergraven, Jeg håber du har øvet koreografien, før du kommenterer inventaret Du er ikke sceneklar endnu min ven, sondér terrænet Og pimp autopiloten før du forsøger dig med refrænet.