I skovens dybe, stille ro,
Hvor sangerhære bo,
Hvor sjælen lytted mangen gang
Til fuglens glade sang.
Der er idyllisk stille fred
I skovens ensomhed,
Og hjertets længsler tie her,
Hvor fred og hvile er.
Hør landsbyklokken lyder ned,
Bebuder aftenfred,
Småfuglen, før den går til blund,
End kvidrer lidt en stund.
I mosen kvækker højt en frø,
Stærkt damper mark og sø,
Nu klokken tier, - aftnens fred
Sig stille sænker ned.
