Tvivlen

Jeg bor her, et sted mine ord konsekvent forsimpler På denne jord, og tilfældigvis i denne tid, under Dannebrogs vimpler Jeg bruger mine morgener på at håbe At det er noget værd, alt det vi bygger Og jeg bruger mine aftener på at se gadelamperne Kaste længere, og længere skygger Jeg brugte engang en hel dag på at tvivle, konstant og uafbrudt Jeg frygtede at fremtiden ville efterlade mig en fortid Jeg til den tid ville have fortrudt Men tvivlen er en god ting, i passende og velovervejede mængder For uden tvivlen ville vi hverken have moderne medicin Eller bølgelængder Tvivlen er en gammel ven, der velmenende giver dig enormt dårlige råd Og tvivlen er forskellen på rebet om halsen og troen på At der findes en lille, rød tråd Jeg tvivler ofte, og meget, måske endda for meget Og måske en dag det rammer mig Jeg er frygtsom, jeg er bange for mange ting Men tvivl er det sidste, der skræmmer mig For jeg drømmer mest om ro Jeg vil gerne slutte fred med mit hoved Og jeg er ikke helt sikker, men tvivl er ikke så slemt Som jeg troede