Jeg venter i lyset

Du kigger på mig med en undren, du bedst kan beskrive selv Du kalder den ærefrygt, jeg siger, du ser pæn ud Og jeg er vel ikke en klippe, man ik' kan forcere? Og ej heller Beethovens niende symfoni? Du siger, du forstår mine håbløse analogier Jeg smiler fordi, jeg kan mærke, du ægte kan lide mig Selv når jeg kådet kammer over i højlydte stingpariodier(?) Jeg elsker jo bare, når du griner Du rækker mig kaffen og tager en bid af dit røræg på brøddet Du siger, jeg er den, som du kender, der er allermest menneske Jeg rækker min hånd ud og niver dig blidt i dit kindben Jeg ved ikke rigtigt hvorfor Men jeg føler mig lykkelig, og det er vel nok Så bærer vi opvasken ud, og jeg lægger min hånd på din lænd Og puffer dig venligt foran mig og rører ved din balle Jeg forestiller mig sollyset smukt reflekteres I ruderne overfor Og rammer dit ansigt, dit bryst og dit hår For selvom du startede dagen med at sige, at du svigter dig selv Fordi du har skubbet ham væk, så er jeg ikke bange mere Jeg venter i lyset i stuen, imens du tager tøj på Jeg hører dig sukke en del Til sidst er du lettet og kærlig og hel