Fandens Fiol

Kresten var af husmandsslægt og havde sit hjem På de yderste marker mod havet At spille fiol var hans største lyst Skønt han ikke rigtig havde fat i taw'et Men nede i åen holdt Fanden til Og Kresten havde hørt at han ku' spil' Og solen fik glød Og morgenhanen gol Før de sidste toner lød Fra Krestens fiol Kresten gik til åen ned og spejled' sig deri Og ønsked' sig et taw som ingen anden Kastede en dyrekølle ned i åens dyb Og råbte højt på Fanden "Lær mig at spille, min sjæl må du ta'!" Og Fanden dukked' op og sagde "Ja" Og solen fik glød ... Nu ku' Kresten spille så det fløjted' og det føg Og snørebåndet brast i hver en sko Tallerknerne hoppede og kopperne sprang Og ingen fod ku' blive i ro Snart kom folk fra det ganske land For at høre Kresten spillemand Og solen fik glød ... En aften da så han den dejligste pige Og lagde snart fiolen væk Men den gav sig til at kradse og hvæse og skrige Så folk blev blege af skræk Den kunne hverken tæmmes af ild eller bånd Nej den faldt først til ro i Krestens hånd Og solen fik glød ... Man fandt ham næste morgen i den tomme gildesal Den største spillemand her til lands Neglene blødte og hjertet brast Da han spilled' op til sidste dans Man slæbte Kresten væk ved hans støvlehæl Moralen er: lad vær' og sælg din sjæl Og solen fik glød ...