Et Hav Af Udstrakte Hænder

Jeg kan se ham fra mit hjem, jeg har mødt ham på min vej

Hørt de gamle venner, og det hvæsende gummerum

Det ublu spejl på al færden med sin hærgede menneskekrop

Som en der ringer, uden tøven la'r sig falde da livets snedighed folded' sig ud

Måske var der ingen hænder der rakte ned i bæstets frådende gab

Holdt hun fast indtil lysten til at være

kunne bære mer' end flasken ud

Måske ku' vi ikke nå det, for tiden løber,

de squ holde sig fast

For ikke selv at smadre modløs mod kanten,

uden udsigt til andet end hav

Må alle drømme briste

uden tro, uden håb

Med et hjerte der skriger

Jeg kan ikke mere, jeg tror jeg bliver liggende her (her)

Uden tro, uden håb

Med et hjerte der skriger

Jeg kan ikke mere, jeg tror jeg bliver liggende her

Blandt fældede træer

Blandt fældede træer

Blandt fældede træer

Blandt fældede træer

Jeg har stirret op fra dybet, og jeg så et bølgende hav

Af udstrakte hænder der kærligheden rakte ned

Der holdt mig fast, og holdt så længe

At jeg til sidst kunne vriste mig fri

Med viljen til selv stå og holde tanken om at leve ud

Må alle drømme briste

uden tro, uden håb

Med et hjerte der skriger

Jeg kan ikke mere, jeg tror jeg bliver liggende her (her)

Uden tro, uden håb

Med et hjerte der skriger

Jeg kan ikke mere, jeg tror jeg bliver liggende her