Jeg venter i lyset

Du kigger på mig med en undren, du bedst kan beskrive selv. Du kalder den ’ærefrygt’. Jeg si’r: ”Du ser pæn ud!”

Og jeg er vel ikke en klippe, man ikk’ kan forcere,

og ej heller Beethovens 9. symfoni.

Du si’r, du forstår mine håbløse analogier.

Jeg smiler, fordi jeg kan mærke, du ægte kan li’ mig, selv når jeg kåd kammer over i højlydte Sting-parodier.

Jeg elsker jo bare, når du griner.

Du rækker mig kaffen og tager en bid af dit røræg på brød.

Du si’r, jeg er den, som du kender, der er allermest menneske. Jeg rækker min hånd ud og niver dig blidt i dit kindben.

Jeg ved ikke rigtigt hvorfor,

men jeg føler mig lykkelig, og det er vel nok …?

Så bærer vi opvasken ud, og jeg lægger min hånd på din lænd og puffer dig venligt foran mig og rører ved din balle.

Jeg forestiller mig, at sollyset smukt reflekteres

i ruderne overfor

og rammer dit ansigt, dit bryst og dit hår.

For selvom du startede dagen med at sige, at du svigter dig selv, fordi du har skubbet ham væk, så er jeg ikke bange mer’.

Jeg venter i lyset i stuen, imens du ta’r tøj på.

Jeg hører dig sukke en del.

Til sidst er du lettet og kærlig og hel.