Hil Dig, Frelser og Forsoner

Hil dig, frelser og forsoner Verden dig med torne kroner Du det ser, jeg har i sinde Rosenkrans om kors at vinde Giv dertil mig mod og held Hvad har dig hos Gud bedrøvet Og hvad elsked du hos støvet At du ville alt opgive For at holde os I live Os dig at meddele hél Kærligheden, hjertegløden Stærkere var her end døden Heller giver du end tager Ene derfor dig behager Korsets død i vores sted Ak! nu føler jeg til fulde Hjertets hårdhed, hjertets kulde Hvad udsprang af disse fjelde Navnet værdt, til at gengælde Frelsermand, din kærlighed Dog jeg tror, af dine vunder Væld udsprang til stort vidunder Mægtigt til hver sten at vælte Til isbjerge selv at smelte Til at tvætte hjertet rent Derfor beder jeg med tårer Led den ind i mine årer Floden, som kan klipper vælte Floden, som kan isbjerg smelte Som kan blod-skyld tvætte af Du, som har dig selv mig givet Lad i dig mig elske livet Så for dig kun hjertet banker Så kun du i mine tanker Er den dybe sammenhæng Skønt jeg må som blomsten visne Skønt min hånd og barm må isne Du, jeg tror, kan det så mage At jeg døden ej skal smage Du betalte syndens sold Ja, jeg tror på korsets gåde Gør det, Frelser, af din nåde Stå mig bi, når fjenden frister Ræk mig hånd, når øjet brister Sig: vi gå til Paradis Du, som har dig selv mig givet Lad i dig mig elske livet Så for dig kun hjertet banker Så kun du i mine tanker Er den dybe sammenhæng