Ramund var sig en bedre mand
Om han havde bedre klæder
Dronningen gav hannem klæder på stand
Af blårgarn, bast og læder
Sådant vil jeg ikke ha', sagde Ramund
Sådant står mig ikke bra', sagde Ramund den unge
Ramund gik sig ved salten søstrand
Der så han syv jætter stande
Tager jeg Ramund på min mindste hånd
Og kaster ham langt fra lande
Det gør ikke ene du, sagde Ramund
Komme må I alle syv, sagde Ramund den unge
Ramund tog til sit dyre sværd
Det han kaldte Dymlingen røde
Hug han de jætter syv med én færd
At blodet randt dennem tildøde
Der ligger alle syv, sagde Ramund
Alt står jeg her endnu, sagde Ramund den unge
Ramund tog til sin store kniv
Den han kaldte Dymlingen dyre
Skilte han kejseren ved hans liv
At hovedet fløj femten mile
Jeg mente, den ej bed, sagde Ramund
Dog rinder blodet ned, sagde Ramund den unge
