Vi ' så all in når loftslemmen står på klem

For vi vil så gerne højere op i overmenneskerollemodelens Porcelænsboble, der supporter forskelle på os og dem

Forenklet flok af snob-folk i voksenfængslet

Der folder penge, hiver i sin krops antenne

Fanger sjældne pokémoner, men fanger nok ik' sig selv i ik' at Vide hvor de' henne

Find en Tolkien der kan snak' robot stemme

For folk står kun op for hinanden når de går i seng

Svært at finde fodfæste i livet når man blir' båret igennem

Og når alle de vil være festens midtpunkt, kan det være svært at kom' imellem

Hvem tør at stop' op og skænke et minut så jeg kan få lov at tænke

Det ' så pokkers sjældent

Med mindre folk de får minuttet dobbelt op igen

Vi ' mestre i at gå under jorden lige før, vi bliver løbet over enden

Vi har lært at se indad udenad, så er vi faret vild eller er vi Kommet hjem

Ser dem gasse op, men de går let i stå

Blæser på, hvordan de tar' sig ud når de lader tæppet gå

Før var det temmelig få, der fik lov at komme tættest på

Men nu ' det uopnåelige blevet let at nå

Og i det store perspektiv, der er vi mennesker små

Så småt løbet tør for frelsere der kan genopstå

Ser kun nye vinkler, når hovedet lægges på skrå

Så mange folk vi skal ha' viden ind i ægget på

Vi må få dem til at lyt' til dem, men trak på ny nitten

De sagde, hvis vi udvider synsvidden, mister vi mystikken

Svarene findes nok på skærmen, så vi holder lys i den

Kaffe i kroppen, jord i hovedet, ar på kroppen

Det vi ser er bare toppen - ah

Kan man ik' se faren kom' så er man ik' bange for den

Men hvem fuck stopper brænden hvis ingen hører Alarmklokken