De ventede tøsens hiemkomst
Hun vaer i mørck skog faren vild
Om hun bare kunde folge stiernernes baner
Ey hun skulde vildfare blandt disse mørcke
Sneens tepper hafde bredet sig en
Paa stien hiem, hendes eeneste ven
Skogens mørcke arme forbarmede sig
Ofver dende fremmede giæst
Giorde hende vaer i siine inder Veemod
I Bergekongens kammer tørstes efter Christenblod
Det nærmer sig stille een sørgeklæst pige
Sidder derinde med foldede hænder
Hun sender een bøn til det himmeldske rige
Ofver hendes hode det drybber fra qviist
Draabe for draabe son blodet til Jesu Christ
Aa, eismal i ein uggin skog eg kjenn at i kveld
I kveld tenkjer ingen paa meg
