Ramund

Ramund var sig en bedre mand Om han havde bedre klæder Dronningen gav hannem klæder på stand Af blårgarn, bast og læder Sådant vil jeg ikke ha', sagde Ramund Sådant står mig ikke bra', sagde Ramund den unge Ramund gik sig ved salten søstrand Der så han syv jætter stande Tager jeg Ramund på min mindste hånd Og kaster ham langt fra lande Det gør ikke ene du, sagde Ramund Komme må I alle syv, sagde Ramund den unge Ramund tog til sit dyre sværd Det han kaldte Dymlingen røde Hug han de jætter syv med én færd At blodet randt dennem tildøde Der ligger alle syv, sagde Ramund Alt står jeg her endnu, sagde Ramund den unge Ramund tog til sin store kniv Den han kaldte Dymlingen dyre Skilte han kejseren ved hans liv At hovedet fløj femten mile Jeg mente, den ej bed, sagde Ramund Dog rinder blodet ned, sagde Ramund den unge