Menneskeløv

Noget fik blottet og røbet det træ,

vi gemte og lykkeligt og vidende bag,

om det der kan hænde en sensommerdag,

hvor bladet det sidste bliver vendt.

Skyerne, vinden og hunde i snor,

bilerne, husene synger i kor.

Bedrøvet bevidner en hjerternes sag,

tragedien og tidens uigenkaldelighed.

Jeg bærer dig stadig i musklerne her.

Et levn fra den tid hvor vi talte især.

Dit ansigt i mit - mon jeg selv er i dit?

En gåde at gi' nu vi hver gik til sit.

En vending og måden du sagde det på,

gestikker og hænder, der vifter til ord.

En måde at være, en måde at tro

har sat sig i mig som en kærlighedsbro.

Til dig selvom tiden har stjålet den stol,

vi grinte og åndede og elskede på.

Vandet har skyllet noget anderledes frem,

som ingen helt ved hvad betydninger har.

At alt det vi delte, at alt det vi tog,

vil stå i en blivende glinsende ro.

Et brev gemt i glas til et kommende du,

beskeden du kendte og kender endnu.

Det bitre skal suges fra hjerternes døs,

jeg ønsker dig intet end klarhed og lys.

Men der hvor jeg stod, har jeg plantet en busk

til dig hvis du færdes i skumringens hus.

Er du et værelse, et kammer, en sal,

der holder de ting som du gemmer dig bag?

Til dagen hvor murene falder i støv,

Det genkommende, evige, Menneskeløv.