Fra højborgens trone jeg skuer mit land – i ussel forfald

En folkeskare stor – en pøbel så grå – ydmyg som støvet for min fod

Thi gøre jeg kan som mit sind mig behager – min lige findes ej

Menigmand må krybe, lad dem bide i støvet – tugtes skal med frygt

Lad os blotte eder ved plyndring – modtag døden, som liden gerning er gjort

Ej flere løfter om opgang – må din tunge visne, din mund skal for evigt tie

Lad ej magten gives efter ved miskundhed, for de svigende ord, er hule som eders sjæl

Lad et hvert anspil om afbed synke til grund – som eders krop sent nok skal møde

Lad tale som magter og tie som ej værdig er

Thi ej skal den sovende komme til sejr, men væltes fra tronen

Og lade komme, det land som lovet blev

Som føde for de ulve skal du lide, som mangt og meget fornægtet blev

Og som jerngrebet om folkeskaren grå, der skal galgens reb skære eders hals

Som skummet i det oprørte hav, afmagten bruser i befolkningens blod

I ensomhed, modtag døden for din afgunst