Den pige der sidder bag rattet, jeg tror jeg har set hende før:
Blanke øjne, skarpe kindben.
Hun lægger hovedet på skråt, ser i sit sidespejl.
Jeg ved det lyder tosset, men hun ku nemt minde om dig.
Da vi glider igennem Tibirke Bakker er der pludseligt et par på bagsædet som snakker, skændes, de river, de bløder. Han er pudret hvid, hun er rosa og rød, som det blod der løber ned over læben på ham og det smil, han
Sender afsted, har ingen i min verden nogensinde fortjent at få med
På turen, ruten hjem går gennem en slukket by.
Jeg fryser og sveder, drømmer i sort/hvidt, taler et skriftsprog som ingen længere husker grammatikken til.
Mit hjerte det banker i dobbelt tid, dobbelt tid,
Da vi står på kanten af Ekkodalen er der stadig afstand i mellem os.
Det er onsdag, der er islag og jeg har lagt mig ned for dem,
Der var mindre end dig.
Der står tre drenge ved vejen. De kaster småsten efter
Biler. Vi standser op og råber dem an. De store tar flugten,
Mens den lille lægger hovedet på skråt og bare smiler. Det er pigen bag rattet som siger: han minder om dig.
Det langsomste zoom du ka forstille dig er 12.000 km på ujævn vej.
Et drømmehold af aflidte venskaber fortoner sig,
Det er forlængst forbi, vi er længere nu.
Vi veksler alt af værdi til enhver gangbar valuta, vi ka få fingrene i.
Jeg genkender broen fra et gammelt foto.
