Her kommer fra dybet den mørke Armé
Og fordrer af verden et svar
Skjønt dagningens glimt i vor dryppende le
Er al den fane vi har
Vi vover en kamp for vor nedtrådte ret
Og løfter i vejret på skjændselens bræt
Den tusindårs-lænke, vi bar
Vi ejer på jorden knap trævl eller tråd
Kun denne vor skorpede hånd
Til menneskekår fik vi kummerligt råd
Vi harved din ager, vi skar dine neg
Vi strigled din blommede hest
Vi lytted bag stalden til rotternes leg
Når selv du gik pyntet til fest
Du drømte på bolstre, vi slumred på halm
Hvor dyret er nabo, og luften er kvalm
Og svindsoten kommer som gjæst
Vel er vi en kuet og slidende hob
Kun trælle i velstandens gård
Samfundets aske en nedtrykket job
Der skraber sin byld med et skår
Snart svinger for ruden dog opgjørets lyn
Se op, kammerater, det lysner i sky'n
Befrielsens malmklokke slår!
Vi råber det ind gjennem luge og lo
Hvor dundrende plejlene går
Kom frem af jert stinkende staldkammerbo
Se ud fra de hældende vrå'r!
For fronten reveillen nu løter sin klang
Lad mismodet synke, nyn med på vor sang
Jer dagning på ruderne står
Ja, slip hvad der trykker på skulder og sind
Og sving imod lyset din hat
Endnu har du ungdommens rødme på kind
Og rester af letsindets skat
Da pløjer vi muntre vort bølgende land
Når først vi har friet vor kuede stand
Fra tusindårs-trældommens nat
